Hun vågnede med et sæt.
Fuldmånens stråler havde ramt hendes ansigt, og nu var hun
lysvågen. Lidt derfra lød en krages hæse skrig igennem skoven. Hun
halvt sad, halvt lå på en stor sten, hvorfra hun kunne læne sig op
ad træstammen af et gammelt egetræ, der stod i en lysning i skovens
midte. Bare det ikke var for sent, nu hvor hun var kommet til at
blunde lidt.
Hun smilte, nej, det var
det helt rette tidspunkt, ligesom hun havde læst sig til, at det
skulle være. Fuldmånen viste sig stadig mellem grenene på træerne
og sendte stråler af lys ned igennem den mørke og stille skov. Hun
ventede. Stille. Bladene på træerne knitrede lidt i den blide vind,
men ellers var her helt stille. Hun kunne høre og mærke hjertet
banke. Hun mærkede træstammen, hun lænede sig op ad, ligesom sitre
af energi.
Hun rejste sig stille.
Stod der i lysningen midt i skoven, mens månen langsomt bevægede
sig op mod kanten af grenene. Kragen skreg hæst igen. Hun så en
skygge bevæge sig mellem grenene tæt på, hvor hun stod. Intet
havde hun hørt, og dog mærkede hun, at den pludselig sad der –
stirrende på hende, som om den afventede noget af hende, eller at
noget skulle ske.
Så var øjeblikket der.
Det øjeblik hun havde ventet på. Hun nynnede stille en lille
rytmisk melodi. Ordløst. Sendte sin egen energi og opmærksomhed mod
månens fulde ansigt, som hun havde læst sig til, at man skulle, og
hun overgav sig til sin intuition at lede hende videre. Lige nu stod
månen helt rigtigt. Lige i kanten af grenene. Og her trak hun så
alt, hvad hun kunne af fuldmånens energi ned til sit eget
energilegeme. Gennem de øverste af grenene. Ned til det øverste af
hendes hoved og videre gennem kroppen. Hun blev euforisk af energi.
Hendes krop sitrede. Hun fyldte sin krop med fuldmånens energi som
en tørstende, der drak al det vand, der kunne være i kroppen på en
gang. Gennem hvert eneste chakra i hendes krop, som hun nu følte
blev vakt til live. Hun trak vejret dybt helt ned i lungespidserne.
Energien var intens.
Så var øjeblikket forbi.
Men månen lyste nu mere kraftigt – fri af grenenes skygger. Der
blev lyst omkring hende, og hun sansede nu den ugle, der sad og så
ned på hende mere end før. Som om den stadig ville hende noget. Der
blev sagt om ugler, at de er kloge og viise. Hvad mon den ville
hende?
Hun spejdede efter den,
men den var svær at få øje på mellem de mørke grene. Endnu
sværere nu, hvor månen lyste skovbunden op, så mørket blev mere
intenst mellem grenene. Men så pludselig lavede den en bevægelse
med kroppen, rystede fjerene, lydløst, men hun sansede bevægelsen
mellem grenene.
Øjeblikket efter sad
uglen på grenen lige over hende, skråt oppe, så hun kunne se den.
Lydløst havde den flyttet sig, så den nu var tættere på hende.
Hun følte sig helt rolig og afslappet. Hun mærkede en indre tryghed
ved uglen, som den sad der og stadig iagttog hende – skarpt – med
sine store lysende øjne. Som om den vurderede hendes værd. Nøje
Hun lukkede øjnene et
øjeblik, og straks følte hun uglens nærhed intenst. Hun holdt
øjnene lukkede for bedre at kunne koncentrere sig. Den viste sig for
hende, lige ud foran hendes ansigt. Hun oplevede, at hun så den
direkte ind i dens øjne. Og med det samme vidste hun, at uglen var
kommet for at være hendes kraftdyr. Hun blev svimlende glad og følte
en vild kontakt med den store fugl.
Hun åbnede øjnene og så,
at uglen stadig sad på grenen over hende og stirrede på hende. Mere
skete der sådan set ikke. Bare stilhed og intens energi imellem
hende og uglen. Hun lukkede øjnene og følte sig så meget i kontakt
med uglen, at hun et øjeblik følte, som om hun selv var uglen, og
en tanke strejfede hende: måske oplevede den så til gengæld, at
den var en del af hende? Hun svælgede i følelsen af den frihed at
kunne flyve stille og tyst igennem skovens træer, hvilket hun
oplevede intenst i sin meditative verden. Hun så, at alt kunne ses
skarpt og tydeligt der i nattemørket. Sikken flugt mellem træerne.
Sikke et syn gennem mørket, hvor hele skovbunden stod lysende klart
og skarpt tegnet op. Alle bevægelser blev bemærket. Hun svævede
lydløst igennem den stille skov som en ugle.
Kragens skrig kaldte hende
tilbage. Hun var i sin egen krop igen. Med sit eget begrænsede syn.
Hun mærkede dog stadig det euforiske i oplevelsen. Uglen var kommet
til hende. Lige i det øjeblik, hvor hun trak månens kraft ned
igennem sig. Det var vildt. Hun så op mod grenen, hvor uglen havde
siddet, men opdagede lidt sørgmodigt, at den ikke sad der mere. Men
kontakten til den havde hun, og den ville hun helt sikkert tage med
sig.
——————————————————-
Fra hun var barn havde hun
ofte gået alene i skoven, som lå lige over for forældrenes hus,
hvor hun voksede op. Hun havde fundet fjer, som hun havde samlet og
forsøgt at få rede på, hvilken fugl der havde lagt dem som gaver
til hende. Fjer tryllebandt hende altid. Der var ligesom en aura
omkring dem, en særlig kraft fra fuglen, som havde efterladt fjeren.
Hun elskede lydene i skoven, kendte de små stier og havde et særligt
udvalgt yndlingssted: Her ved den store sten ved egetræet i
lysningen. Det var her, hun følte en særlig stemning. Følte sig
fuldstændigt hjemme og nærmest ét med skoven. Det var hendes
hemmelige sted.
Hun havde besluttet sig
for at lave sin første udesidning i en fuldmåne. Hun havde læst
meget om det, og nu ville hun prøve det. Og det havde været lige så
fantastisk, som hun havde forventet. Nu følte hun, at hun var på
rette vej i sin udvikling. Det var de her oplevelser, hun havde læst
så meget om og længtes efter. Nu gjorde hun det. Nu mærkede hun
det. Nu blev oplevelserne virkelige.
Hun rejste sig og bevægede
sig stille hen mod stien gennem skoven, havde en smule svært ved at
orientere sig der, hvor månestrålerne ikke nåede igennem, fordi
månestrålerne lyste så kraftigt op nogle steder, at mørket blev
tæt omkring hende. Hun lo lidt, nu kunne hun godt bruge uglens gode
nattesyn. Øjeblikket efter forekom det hende, at hendes syn faktisk
blev mere klart gennem mørket.
Hun fandt stien, og her
var månestrålerne så klare, at stien var oplyst, så det var let
at finde vej.
Af og til knækkede små
kviste under hendes fodsåler, og hun lo igen ved sig selv. Hun var
ikke lydløs som uglen, men måtte beundre den måde dens fjer kunne
dæmpe lydene på, så den pludselig var til stede tæt på.
Nu så hun lyset fra det
lille hus lige over for skoven, hvor hun boede, og småløb hen imod
det, fordi nattekulden alligevel var krøbet ind i hendes krop, mens
hun havde blundet op ad træstammen. Nu mærkede hun kulden helt ind
i kroppen på trods af hendes skiftevis gang og småløb. Hun trak
sin kappe tættere ind mod kroppen og nåede snart efter døren til
huset. Selv om hun stadig småfrøs, vendte hun sig om og betragtede
fuldmånen igen. Natten var helt stille. Hun trak vejret dybt og
langsomt og gik så nølende ind i huset.
Hun smålo igen indeni,
mens hun stille – som uglen – bevægede sig rundt i huset og
gjorde sig klar til at gå i seng. Uden at vække nogen i familien.
Hun havde ikke lyst til at snakke med nogen nu. Ville beholde
oplevelsen helt for sig selv, fordi den var så stærk og betød så
meget for hende. Stille som uglen. Tanken om oplevelsen i skoven
gjorde hende igen helt euforisk og sitrende af en særlig spændt
energi dybt inde i kroppen. Hun havde fået sit første kraftdyr. Og
uglen var kommen til hende helt af sig selv. Det varede noget tid,
inden hun kunne falde i søvn. Det var, som om uglen stadig sad og
vogtede over hende og passede på hende. Det føltes trygt og rart.
Så faldt hun endelig i søvn.
——————————–
Næste morgen vågnede hun
stille af sig selv, og stadig med lukkede øjne lå hun længe og
huskede på mødet om natten med fuldmånens stråler og kontakten
til uglen. Hun elskede dette særlige øjeblik mellem søvnen og den
såkaldt virkelige verden. Hun strakte sig og mærkede igen denne
euforiske energi i kroppen fra om natten.
Hendes mor kaldte på
hende. ”Sofia, er du vågen?” Hun mærkede en modvilje mod at
vågne helt op. Det var meget mere spændende og nærværende at være
her midt mellem drømmeverdenen og virkeligheden. Moderen kaldte
igen. Åh ja, hun blev nok nødt til at svare og at være til stede i
denne verden. Hun mumlede noget, der kunne minde om: Jeg kommer nu.
Og prøvede at blive mere nærværende med den tilstand, de fleste
kalder virkelighed.
Hun stod op, gik ud og
vaskede sig, tog en sommerkjole på og gik nedenunder til sine
forældre og sin lillesøster, Maja, som allerede sad ved
morgenbordet. ”Nå”, sagde hendes mor, ”var du så ude og
opleve fuldmånen i nat, som du havde planer om?” ”Ja”, svarede
hun, med munden fuld af brød og ost, ”det var helt fantastisk.
Månen lyste hele skoven op, og det gav en magisk stemning og
energi.”
”Var du slet ikke bange
derude i mørket?” spurgte hendes far. ”Nej, slet ikke”,
svarede hun, ”mørket er jo bare fravær af lys, skoven er jo helt,
som den plejer at være, den ser bare anderledes ud. Stierne kender
jeg jo ud og ind, jeg er vist den af os her i familien, der har været
mest ovre i skoven.” Hendes forældre smilede og nikkede til hende.
Hun ville ikke indrømme
de overvejelser, der havde været optakten til hendes natlige besøg
i skoven, og hvorfor skulle hun? De blev jo gjort helt til skamme i
forhold til de magiske oplevelser, hun havde haft i nat. Og egentlig
havde hun ikke lyst til at fortælle om det. I hvert fald ikke endnu.
Det var, som om hun var bange for, at oplevelsen kunne miste sin
kraft, sin magi, hvis hun fortalte om det. Så det var bare ”en
fantastisk oplevelse af fuldmånen”.
Maja så beundrende op på
hende. ”Det tør jeg altså ikke helt alene. Men måske en aften,
hvis jeg kan følges med dig?” Sofia så på sin lillesøster, som
var et par år yngre end hende selv. ”Man skal helst gøre det
alene, Maja, ellers kan du ikke fuldt ud opleve skovens magi. Men vi
kan da godt prøve det en aften, hvor du har lyst til at opleve
fuldmånen i skoven.” Hun følte sig pludselig meget
storesøsteragtig og kunne godt høre, at det måske lød lidt
overlegent over for Maja, men det røg lige ud af hende, før hun fik
tænkt sig om. Og det var jo ikke forkert, måske skulle hun bare
have formuleret det lidt mere kærligt. Men Maja lod til at forstå,
hvad hun mente, så det var sikkert ok. Og måske havde Maja i
virkeligheden ikke den største lyst til det alligevel, men det nok
bare var et udtryk for nysgerrighed. Maja havde aldrig vist skoven
mere end overfladisk interesse.
Hun følte ingen trang til
at fortælle familien om sine oplevelser med uglen. Dem ville hun
også holde for sig selv. Endnu vidste hun jo heller ikke, hvad det
betød at have uglen som sit kraftdyr. Hun havde haft en uimodståelig
trang til at læse om naturens kraft og magi, og hun havde læst om
kraftdyr, men i praksis var det måske noget andet. En ugle. En stor
rovfugl, der stille bevæger igennem skovens grene, uden at ramme en
eneste med vingerne. Helt styr på vejene igennem grene og blade, og
hvor der findes føde, som bare bevæger sig den mindste smule. Det
var både hendes oplevelse fra om natten, og hvad hun vidste om
ugler. Nu glædede hun sig til at lære den at kende som sit
kraftdyr.
Hun var lidt stille ved
morgenbordet. Deltog ikke i de andres smalltalk, men sad mere i
tanker over nattens oplevelser. Dejligt at have sommerferie, så hun
kunne fordybe sig i andre ting end gymnasiets lektier og krav. Frihed
var vigtigt for hende, det var hun klar over. Hun vidste også, at
hendes interesser lå langt fra de andres i hendes klasse, så hun
holdt lav profil.
Men lige nu kunne hun nyde
at fordybe sig ind i magiens verden, som hun følte sig kaldet til.